På Bath Festival 1966 i England tog sitarspilleren Ravi Shankar og violinisten Yehudi Menuhin til scenen for at spille et sæt sammensat udelukkende af indisk klassisk musik. Forestillingen var den første af sin art. Ingen vestlig musiker havde nogensinde spillet en klassisk raga på scenen med indiske musikere før, og det markerede begyndelsen på et samarbejde, der i sidste ende ville bringe indisk musik til et vestligt publikum.
Ravi Shankar, Yehudi Menuhin - Menuhin møder Shankar (1966) EMI
Yehudi Menuhin blev født i New York City for russiske jødiske forældre i 1917. Han hentede først violinen i en alder af 4 år og udviste et ægte talent for sin alder og udførte sit første solostykke med San Francisco Symphony i en alder af syv. Fra da af begav han sig ind i en berømmelig musikalsk karriere, der så ham blive en af de mest ærverdige violinafspillere og dirigenter i det 20. århundrede.
I modsætning hertil besluttede Ravi Shankar at dedikere sin tid til at studere sitar og traditionen for indisk klassisk musik først i en alder af 18 år. Fra 1938 til 1944 studerede han under hoffmusikeren Allauddin Khan. Derefter arbejdede han som komponist og rejsearbejder og opbyggede et ry som en af Indiens mest berømte musikere til dato.
Parret mødtes først i New Delhi i 1951, da Menuhin rejste til Indien for at spille en række koncerter. Det var på det møde, at Menuhin først hørte Shankar spille. Han var overrasket over improvisationsfriheden, rytmiske og melodiske subtiliteter, som han hørte i musikken og dannede øjeblikkeligt en særlig tilknytning til den. Shankar rapporter siger, 'Jeg havde aldrig før set en vestlig klassisk musiker reagere så følelsesmæssigt på vores musik, ikke kun vise interesse for dens tekniske aspekter. Denne reaktion fra Yehudi på vores musik og min egen reaktion på hans personlighed var begyndelsen på et smukt venskab mellem os. '
Efter at have vendt tilbage fra Indien, blev Menuhin snart den vestlige mester for sin musik. Han udtrykte sin mening om, at "indisk musik for længe siden opnåede en kompleks sofistikering, som først i det tyvende århundrede, med værket af Bartok og Stravinsky, er den vestlige musik begyndt at forryde."
Shankar, opmuntret af hans succes, forlod snart Indien med den nye filosofi om at forsøge at uddanne vestlige ører. Han turnerede Storbritannien, Tyskland og USA og indspillede sine første langspilte plader, Three Ragas og The Sounds of India.
Grundlagt i deres gensidige engagement i musik i de næste halvandet årti nød de to et 'smukt venskab', der ofte spillede på de samme koncerter, men delte aldrig scenen. Først i 1966, fjorten år efter deres første møde, kombinerede de endelig deres talenter til at udføre og optage med hinanden.
Menuhin var ansvarlig for Bath Festival og han besluttede at de skulle optræde på festivalen sammen. Han var ikke bekendt med indiske skalaer og var ikke vant til improvisation. Ikke desto mindre spillede han upåklageligt og blev den første vestlige musiker til at udføre en klassisk raga på scenen med indiske musikere.
Forestillingen var sådan en succes, at EMI tilbød at indspille parret. Disse optagelser ville blive den første af trilogien med titlen West Meets East og ville sætte en høj standard for tværkulturel spil. Den veltalende sitar og violinduet danner albumets midterste stykke og gik utvivlsomt langt med at vinde dem en Grammy i kategorien kammermusik. Det år, 1967, var det første og eneste år siden, hvor prisvindende albums i alle tre kategorier af rock, jazz og klassisk musik i nogen grad blev påvirket af indisk musik. De andre vindere var The Beatles 'Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band og Duke Ellington's Far East Suite.
Shankar og Menuhin optrådte igen sammen i slutningen af 1967. Denne gang bragte indisk musik til hele verden via dens tv-skærme, de spillede på De Forenede Nationer i New York City til fejring af Human Rights Day. Ifølge musikolog Peter Lavezzoli kan 'betydningen af 1967 ikke overdrives med hensyn til indisk klassisk musik, der bliver gjort mere tilgængelig for et vestligt publikum', og Menuhin og Shankar var 'hovedarkitekter for denne udvikling.'
Menuhin og Shankar ville fortsat have en dyb virkning på musikken. På internationalt niveau opnåede de mange gode ting individuelt såvel som med andre musikere. Disse få år med rigt samarbejde i slutningen af tresserne var imidlertid medvirkende til at bringe indisk musik mod vest.
