Den frankofoniske forfatter Abdourahman Ali Waberi føler et intenst 'litterært engagement' over for sit land, den lille republik Djibouti beliggende på Afrikas Horn mellem Eritrea, Etiopien og Somalia. Udgivet over hele verden er han en af de første forfattere, der gav en international stemme til denne nation.
En af de vigtigste dagsordener for Abdourahman Ali Waberis arbejde er undergravningen af stereotype og hegemoniske opfattelser af det afrikanske kontinent. Han beskæftiger sig med sarkasme, ironi og bidende satire i sine bestræbelser på at genvinde historien, sløre polariteter og humanisere Djiboutis konceptuelle landskab. For eksempel i Landet uden skygger - en samling af sytten noveller, hvor Waberi mestrer genstandens præcise præcision - arbejder et enormt vidt udvalg af karakterer for at imødegå ideen om, at ethvert stereotyp billede af 'den afrikanske' kan formuleres. Den tilbagevendende henvisning til eksil - Waberi selv bor i Caen, Frankrig - forstyrrer og komplicerer forestillingerne om identitet yderligere.
Desuden udvider hans roman, Passage of Tears fra 2011, sin beskæftigelse som forfatter, idet han afspiller det faktum, at Djiboutis strategiske betydning er meget uforholdsmæssig til dens størrelse på grund af dens geografiske position som en passage for olietransport. Med dette i tankerne skaber han historier, der er resonans på en global scene langt ud over Afrikas horn, og således belyst Djiboutis plads i verden ud over de begrænsende betingelser for økonomisk udnyttelse.
Afsporing af dominerende diskurser er så fremtrædende som en ambition, at det gennemsyrer selve sproget og syntaks i Waberis bøger. Ved at destabilisere sproget og bringe det i tvivl, udfordres også en hel række andre certifikater. Ikke kun bruger Waberi et tvetydigt ordforråd, modent til flere fortolkninger, men konstant skifter mellem narrative tilstande (rejseskildring, traditionel mytologi, thriller og poesi for blot at nævne nogle få) forsikrer læseren om, at intet er sikkert. Denne anvendelse af 'tilfældighed', som i meget postkolonial output, kan ses i skarp kontrast til imperialismens sikrede natur.
