Vinderen af Prix Goncourt 2015 og for nylig på listen til Man Booker International Prize, den franske forfatters nyligt oversatte roman tilbyder en bittersøt storslået turné i orientalistisk historie, kunst og akademia.
At have en idé om, hvor tragisk misforstået Edward Saids orientalisme ofte er, selv af dens mest ivrige promotører (for ikke at nævne dets kritikere), alt hvad man skal gøre er at læse den:
”Jeg har argumenteret for, at 'Orienten' i sig selv er en sammensat enhed, og at forestillingen om, at der er geografiske rum med indfødte, radikalt 'forskellige' indbyggere, der kan defineres på grundlag af en vis religion, kultur eller retslig essens for det geografiske rum er lige så meget diskutabel idé. ”
"Uden 'Orienten' ville der være lærde, kritikere, intellektuelle, mennesker, for hvilke de racemæssige, etniske og nationale sondringer var mindre vigtige end den fælles virksomhed for at fremme det menneskelige samfund."
Så hvad mener han nøjagtigt? Said hævder, at de pågældende europæiske lærde (kendt som orientalister) skabte en sondring mellem øst og vest, som faktisk ikke eksisterede. Det var ikke, som nogle moderne anti-orientalister ville have det, at disse lærde fik den 'rigtige Orient' forkert, men snarere at der ikke er nogen 'reel Orient'. Orientalistisk akademias fiasko har som følge heraf været dens mangel på selvkritik - dens manglende evne til at udfordre dens generelle mytebilleder og forhold til magten - ikke dens eksistens.
Hvis jeg påpeger dette, skyldes det, at argumentet i det væsentlige er et centralt træk i Compass, den franske forfatter og orientalistisk akademiske Mathias Énards seneste roman. Arbejdet finder sted i løbet af en søvnløs nat efter tankerne fra en østrigsk musikolog, Franz Ritter, for nylig diagnosticeret med en dødelig sygdom. Det er et langt, erudit ensartet - et liv husket ved dødsmetoden - svarende til Énards roman i 2008, Zone. I modsætning til Zone tilbyder bogen dog ikke en undersøgelse af krig og barbaritet over Middelhavet. Det centrerer i stedet om den orientalske-reelle og forestillede-oplevede af orientalister som Ritter og hans venner, såvel som eventyrere og forskellige historiske figurer, altid med den underliggende idé om, at der ikke er nogen markant, samlet forskel mellem øst og vest.
”Det, vi betragter som” orientalsk ”, er faktisk meget ofte gentagelsen af et” vestligt ”element, der i sig selv ændrer et andet tidligere” orientalskt ”element, og så videre; hun kunne konkludere, at Orient og Occident aldrig vises separat, at de altid er sammenblandet, til stede i hinanden [
]. Jeg kan forestille mig, at hun ville afslutte det hele med en politisk fremskrivning af kosmopolitismen som det eneste gyldige synspunkt på spørgsmålet. ”
Ovenstående 'hun' er Sarah, en strålende fransk orientalist, der dukker op gang på gang gennem fortællingen. Franz Ritter har været venner med hende og håbløst forelsket siden deres videnskabelige debut, og det er sammen med hende, at han har rejst i og omkring Mellemøsten. Rejser over Iran, Tyrkiet, Libanon og Syrien fortælles alle af fortælleren, den sidste giver nogle af romanens mest melankolske passager. Palmyra og Aleppos fortidskønhed, selvom den er besat af antydninger til regeringspres, kontrasteres gentagne gange til byernes nuværende skæbne:
”Et brev med brevhovedet på dette Baron Hotel, der stadig reeked af nostalgi og dekadence, ligesom det i dag rækker af bomber og død - Jeg ser på de lukkede skodder, fyldt med splint; gaden med soldater farende ned ad den, civile gemmer sig så godt de kan for snigskyttere og torturister [
] stank af dumhed og tristhed overalt. Umuligt på det tidspunkt i baren på Baron Hotel at forudse, at borgerkrig var ved at gribe fat i Syrien, selvom diktaturets vold var allestedsnærværende, så nuværende vil du hellere glemme det. ”
Men mere end bare en guide over regionen, eller et arkiv for utallige historiske og litterære anekdoter, tjener Sarah også som et redskab til værkets argumenter vedrørende orientalisme. Det er gennem hende, at de to mest almindelige sammenlægninger til Saids arbejde, eller snarere til Saids tilhængere, udtrykkes. Nemlig at han aldrig gider med det tyske orientalistiske projekt (som ikke var så åbenlyst imperialistisk), og at han aldrig indså, at den orientalistiske myte, så at sige, ikke strengt taget var en europæisk skabelse.
På det sidste punkt gentager Sarah mere end én gang ordene fra den store indolog Wendy Doniger, da hun kommenterede, at ideen, som briterne havde opfundet Indien ”altid syntes mig dybt respektløs (af Indien), som var som ethvert andet sted, i Vesten eller Østen, ret i stand til at opfinde sig selv og fortsatte med at opfinde sig i århundreder før, under og efter den britiske tilstedeværelse. ” Den franske lærde fortsætter med at udlede, hvad der måske er den sande tragedie i Edward Saids arbejde - at det mere end noget andet bidrog til at skabe et kunstigt skel mellem Orient og Occident:
”Spørgsmålet var ikke, om Said havde ret eller forkert i sin vision om orientalisme: Problemet var bruddet, den ontologiske sprækning, som hans læsere havde tilladt mellem et dominerende vest og et domineret øst, et brud, der ved at åbne langt ud over kolonistudier, bidrog til realiseringen af den model, den skabte, der afsluttede efterfølgende scenariet med dominans, som Saids tænkning skulle modsætte sig. ”
Det er bestemt et af de vigtigste humanister (eller antiracistiske eller marxistiske, som nogle ville finde det) principper for at forstå, at ingen kulturel sondring nogensinde er materiel til generalisering. Det vil sige: Folk gennem delt historie og delt menneskehed er aldrig meget forskellige fra hinanden i hverken forhåbning eller synspunkt. Et punkt, man ikke bør glemme, at Edward Said gjorde centralt for orientalismen, og en Mathias Énard udforsker med sjælden dybde og nostalgisk skønhed i Kompass.
Læs vores interview med Mathias Énard her.
KOMPAS
af Mathias Énard, trans. Charlotte Mandell
Nye retninger (USA) | Fitzcarraldo Editions (UK)
464 s. | $ 26, 95 | 480 s. | £ 14.99
